“Vi deler copyright med naturen”

“Vi deler copyright med naturen”, article published in LANDSKAB 2, 2019 (in danish).

A dialogue with the French landscape architect and gardener Gilles Clément by Elzelina Van Melle and Tine Gils.

Gilles Cléments atelierlejlighed ligger lige over landskabsarkitekttegnestuen Colocco i Faubourg Saint Antoine-kvarteret i Paris. Omgivet af vidunderligt store planter, der rejser sig mod ovenlysvinduer, tegninger og genstande fra hele verden, sidder vi i to timer helt uforstyrret af byen, der pulserer lige udenfor – og af Gilles Cléments telefon, som han har valgt at slukke. Det er lidt som at tale med Yggdrasil, livets træ, for mennesket Gilles har ikke travlt, men gartnerens visdom har til gengæld meget at overdrage.
Gilles Clément er landskabsarkitekt, men især agronom, entomolog, gartner og forfatter til mere end 30 bøger. I udlandet er han måske mest kendt for Parc André Citroën og Quai Branly-museets have i Paris (se s. 58) og sine teorier om Le Jardin planetaire 1 og Le jardin en mouvement 2. Men Gilles Clément har tegnet mange projekter over hele Frankrig, f.eks. Parc Henri Matisse i Lille, taghaven på den nedlagte ubådsbase i St. Nazaire og Vulcania geopark.

Han sidder også i bestyrelsen for landskabsarkitekturskolen Versailles og er aktiv ift. at skabe bedre gartneruddannelser i Frankrig.

Hvordan kom du i gang med at arbejde med landskabsarkitektur?
I gymnasiet havde jeg en underviser, som på mirakuløs vis forstod, at naturvidenskab var det eneste fag, der interesserede mig. Jeg var
en ret dårlig studerende – lige bortset fra i naturvidenskab.
En dag sagde min lærer til mig: ‘Der er faktisk noget, du kan blive, det er landskabsarkitekt’. Men længe før det havde jeg en dybfølt interesse for naturen og alt levende. Jeg så på sommerfugle, biller, insekter. Oprindeligt var det dét, der fascinerede mig. På studiet havde vi kurser i entomologi, systematisk botanik osv. Økologi eksisterede endnu ikke som sådan, men vi havde allerede idéer om det dengang. Der fandtes en rigtig fin og grundlæggende viden om natur, som jeg kalder ’alfabetet’, men som desværre helt er forsvundet fra uddannelsen i dag. Hvad der til gengæld
var helt galt, var undervisningen i drift og pleje. Om det var køkken- eller prydplantehaver, så lærte vi at dræbe alt, der ikke lige var de arter, vi dyrkede. Dræbe! Virkelig! Vi lærte om insekter og biodiversitet for at bedre at kunne undertrykke og eliminere!
Man kan sige, at min interesse for haver kom fra behovet for at være i naturen. Derfor er naturen så integreret i min egen have.
Og selv om jeg er nødt til at gribe ind og styre  og guide, så haven ikke springer i skov, er det ikke en klassisk have. Personligt var jeg meget
mere interesseret i naturen end i havenes ’stilistiske skrivning’, og det kom til at betyde ret meget i min praksis. Landskabsarkitektur er mere et spørgsmål om at besidde en følsomhed over for rumligheder, og jeg tror, at alle kan få adgang til det, selv uden at have evnen til at forstå det. (…)

Læs resten af artiklen her